Nyhedsbrev gruppe 1 - Februar 2011

Kære forældre

Februar har stået i skiturens tegn, hvor vi drog afsted fra Kbhs. Hovedbanegård søndag den 30. januar med hjemkomst lørdag den 5. februar.

Det var en god og givende skilejrskole, hvor vi var meget heldige med vejret, vi havde sol fra morgen til aften hver eneste dag med hård frost om natten og omkring et par grader under frysepunktet om dagen. Mange fra gruppen var fra starten gode skiløbere, medens andre havde deres debut på løjperne.

De øvede dannede gruppe med eleverne fra gruppe 2 og kastede sig fra dag et ud på de røde og sorte løjper. Lærer Henrik var selv med på 2. dagen hvor vi løb mere end 50 km- benene var en smule ømme og der blev sovet godt om natten.
De ikke-øvede havde også gode forhold, da øvebakkerne lå lige uden for døren på vores pension, en del havde det hårdt i starten, og det er også en fysisk prøvelse at lære at stå på ski.

Det holdt indimellem hårdt, men alle kom igennem og de sidste to dage havde vi slalom- konkurrencer hvor vi løb om kap i det dejlige solskinsvejr, der nærmest mindede om dansk forår.

Hjemme er vi kommet fint i gang efter turen, de fleste i klassen har arbejdet fint. Vi har fået en ny lærer i klassen, nemlig Frederik som klassen kender fra kostgangen. Frederik er i klassen, tirsdag, onsdag og torsdag. HH er så i klassen mandag og fredag.
Vi har fået to nye elever i klassen, Patrick og Sixten, og der er flere nye elever på trapperne. Som konsekvens heraf overvejer vi at danne to undervisningsgrupper, en for de motiverede og en for de mindre motiverede. Mere herom senere!

Vi starter hver dag med 20-30 min. læsning, vi har været på biblioteket for at låne bøger til frilæsning. I fremtiden vil vi køre på biblioteket mindst en gang hver anden uge.

I engelsk skriver vi bla. En stil om skituren og vi er gået i gang med at "lukke grammatiske huller", hvilket betyder, at vi arbejder meget detaljeret med kongruensregler i grammatik. Entals- og flertalsregler. Eks.: There are five animals. Og ikke som mange skriver: There is five animals.

I matematik er enkelte begyndt at aflevere øvesæt hver uge for 8. klasse, og det tegner rigtig godt. Ellers arbejder vi videre med procent-, areal- og rumfangsopgaver, som volder især de nye elever en del problemer.

I Geografi har vi beskæftiget os med Norden, vi har løst opgave indenfor topografi kortlæsning mm. Vi kommer også lidt ind på politiske forhold, statsdannelse o.s.v.

Mvh

Henrik, HH og Frederik

Esrum Hovedgade 18
DK - 3230 Græsted
Telefon + 45 4839 0950
Fax + 45 4839 0957